Domkapitel
Domkapitel (latincapitulum) kaldes i den romersk-katolske kirke det ordnede fællesskab af præster ved en domkirke. Findes et sådant fællesskab ved en kirke, som ikke er domkirke, kaldes det kollegiatkapitel.
Allerede i oldkirken havde biskoppen ved sin side et presbyterium, bestående af presbytere og diakoner, men uden fast regel. Eusebius af Vercelli og frem for alt Augustin i Hippo lod imidlertid deres præster bo i ét og samme hus under fælles tugt. Hist og her stillede man i den følgende tid bispegården i Hippo som forbillede; men et egentligt domkapitel fik man dog først i tallet ved biskop Chrodegang i Metz. Kirkemødet i Aachen påbød oprettelsen af et kapitel ved hver bispekirke og kollegiatkirke. Præsterne i et domkapitel levede da et regelbundet liv (vita canonica) og kaldtes herefter kannikker. De boede i et fælles hus, domus (deraf domkirke, domkapitel osv.), også kaldet claustrum eller monasterium (deraf Münster), hvor de havde fælles sovesal og spisesal, og hvor de samledes til oplæsning af et stykke eller "kapitel" af Bibelen. Ordet kapitel, der først brugtes om et større læsestykke af den hellige skrift, brugtes snart om salen, hvor
Domkapittel
Domkapitel eller kapitél: (lat: capitulum ecclesiae cathedralis) ei forsamling av prestane som var knytt til ei domkyrkje. Oppgåva deira var å sikre ein verdig og høgtideleg liturgi. Dei einskilde medlemane av domkapitlet vart kalla kannikar. Leiaren av domkapitlet vart titulert som praepositus eller decanus og hadde eit leiaransvar.
Domkapitlet som domstol
[endre | endre wikiteksten]Domkapitlet var ein institusjon som hadde som si primære oppgåve å sørge for rett levesett og rett lære hjå prestar og tenarar i kyrkja, men skulle også ta seg av skulestell, hospital, fattighus, lærespørsmål m.m. Domkapitlet var eit organisert prestefellesskap, og fungerte både som kulturelt fellesskap, eigedomssfellesskap og juridisk domstol. Domkapitlet var ein gamal institusjon, frå andre halvdel av talet, og varte ved som ein del av kyrkjeordninga også etter reformasjonen. Domkapitlet fekk til dels nye oppgåver, men vart svekka utover talet. Sjølv om dei juridiske oppgåvene minka etter at eineveldet vart innført, heldt domkapitlet fram med å døme i ekteskaps- og sedløysesaker, og i saker som galdt den indre geistlege disiplinen. Når domsstolen dømde i ekteskaps- og
Ved sin side havde bispen domkapitlet, en stab af højtuddannede gejstlige, der fra først af havde skullet bistå i administrationen af stiftet. Men som domkapitlerne for længst havde udviklet stor selvstændighed og i stigende grad varetog deres egne interesser, måtte bisperne udbygge deres egen administration. Som så ofte er det næsten kun, når der opstod alvorlige gnidninger mellem biskop og kapitel, at vi har mulighed for at følge forholdet i detaljer.
Så længe en middelalderlig biskop holdt sig inden for de givne rammer, besad han en overordentlig stor magtfuldkommenhed. Men skulle der ske ændringer, ved bortgivelse af bispegods, fornyelser af stiftets statutter m.v., skulle domkapitlets råd og samtykke indhentes. Og uanset at pave og konge kunne enes om, hvem der skulle være den nye biskop, lykkedes det i senmiddelalderen ofte kapitlerne at påtvinge nyudnævnte bisper håndfæstninger, der er parallelle til dem, som rigsrådet krævede af nyvalgte konger.
Ærkebispen af Lund måtte således love at tage sit kapitel med på råd, når han besatte de vigtigste slotte med nye høvedsmænd, medens ribekapitlet lavede en „sammensværgelse”, hvor samtlige kanniker på forhånd underskrev en fo
Domkapitel
Domkapitel är i såväl medeltida som nutida katolsk eller anglikansk mening ett kollegium av präster kallade kaniker (latin: canonici), som är knutna till en domkyrka och förrättar daglig korbön där.[1][2] På svenska kallades dessa präster vid en domkyrka även domherrar eller korherrar. Domkapitlets mest betydelsefulla uppgift i många katolska stift är och var under medeltiden att välja sitt eget stifts biskop,[1][2] vilket i någon mån är analogt med kardinalkollegietspåveval idag, eftersom även kanikerna utsågs av biskopen för att välja sin efterträdare. Denna rätt fick domkapitlet vid fjärde lateranska mötet i Rom, men senare inskränktes valrätten av att valet skulle bekräftas av påven.[1] Kanikerna skulle be tidegärdens böner sju gånger om dagen, dessa bönetimmar kallades på latin hora canonicae, därav namnet kanik på dess medlemmar.[1]
I Svenska kyrkan har domkapitlet snarare efter reformationen varit och är ett viktigt kyrkligt förvaltningsorgan som sköter verksamheten och förvaltningen i stiftet. Vid sidan av domkapitlet verkar stiftsfullmäktige som ett andra förvaltningsorgan för stiftet. Domkapitlet har under historien haft domsrätt i Sver
.